Fjends Kunstforening - historien

Fjends Kunstforening blev stiftet af Jørgen Sørensen, Sjørup. En annonce i Fjends Herreds folkeblad efterlyste folk med interesse for kunst og musik til at danne en forening. Foreningen blev grundlagt på Stoholm Kro med bestyrelse og vedtægter den 10. november 1980. Foreningens navn blev Fjends Kunst- og Musikforening. Foreningens mål var primært at fremme interessen for kunst og musik.

Allerede i 1981 blev den første ”Amatørernes Forårsudstilling” arrangeret. Dette arrangement har siden og gennem alle årene været, Fjends Kunstforenings ”varemærke” som foreningen er kendt for viden om.
 
Amatørkunstnernes Forårsudstilling blev afholdt første gang i marts 1981 på Mønsted skole. Allerede dengang var konceptet en censurering, hvor censorerne var villige til at give hver enkelt udstiller vejledning og bedømmelse af de udstillede værker.
 
Fra 1988 til 2007 blev der afholdt Amatørkunstnernes Forårsudstilling på Stoholm skole.
 
Gennem alle årene er antallet af udstillere vokset og i de sidste år på Stoholm skole blev der indført lodtrækning om pladserne. I 2009 blev udstillingen derfor flyttet til Stoholm Fritids og Kulturcenter. Antallet af udstillere steg fra ca. 75 til 117.
 
Det store antal udstillere gjorde, at antallet af censorer måtte øges fra tre til fem. Ved foreningens 30 års jubilæum i 2011 præsenterede 130 amatørkunstnere deres værker.
 
Censureringen på udstillingen, hvor der tildeles ”blå mærker” til de værker, som efter censorernes mening hører til udstillingens bedste, tiltrækker amatørkunstnere fra hele landet samt enkelte fra udlandet.
 
Foreningen er stolt af at kunne tilbyde råd og vejledning således, at den enkelte udstiller får mulighed for at kunne forbedre sig igennem konstruktiv kritik og vejledning fra de dygtige og velkvalificerede censorer, der stilles til rådighed på udstillingen.